5. februar 2009

Ud at spise, kræver opladning!

I dag skal jeg ud og spise, sammen med min datter og svigersøn.
Som tidligere nævnt, har jeg Leddegigt, så når jeg skal ud, som i aften, så går jeg og slapper af hele dagen, så jeg har kræfter nok til i aften, nusser bare rundt, bader, ordner hår, får makeup lagt, og diskuterer med mig selv om, hvad jeg skal have på, skifter det nogle gange, indtil jeg er tilfreds.
Det, med at bare slappe af, er blevet en nødvendighed, - tidligere var der ingen grænser for hvad jeg kunne nå i løbet af ingen tid, jeg husker engang, hvor jeg lavede mad til 11 konfirmationer på en dag, da min nu afdøde mand og jeg havde diner transportable, selvfølgelig havde vi forberedt os med alt hvad vi overhovedet kunne, men der er også mange ting, som man kun kan gøre i sidste øjeblik, vi gjorde det, og alle var tilfredse.
Så det er noget af en omvæltning nu, hvor man må finde et helt andet tempo, det er af og til svært at vænne sig til, til trods for, at jeg nu har døjet med den gigt i flere år - nå men det gider jeg ikke tænke på, nu glæder jeg mig bare til, at blive vartet op i aften.

7 kommentarer:

  1. Hej Vibeke. Åh, bare det var mig der skulle ud og spise. Det er bare så dejligt at sætte sig til bordet, uden at skulle røre en finger. Min mand siger dog at jeg er alt for kritisk når vi er ude og spise. Men du kan sikkert genkende mit problem,som er at bedømme maden med de "professionelle" briller på. Det ødelægger hyggen når man sidder og tænker "det her kunne jeg have lavet bedre, billigere og hurtigere".

    Det her bliver det første år, hvor jeg ikke skal lave mad til konfirmationer. Min krop har også sagt stop. Hvordan vænner man sig til det nye nedsatte tempo? Har du et par gode råd?

    Jeg håber at du får en hyggelig aften og noget godt at spise. Mvh Malou

    SvarSlet
  2. Ja Malou, jeg kender godt det med at have de kritiske briller på, men jeg er blevet enig med mig selv om, at det ikke er fair hverken over for dem man er gået i byen med, eller personalet, der gør hvad de kan, for at man får en dejlig oplevelse.
    Ang. det med at trappe ned når kroppen ikke vil være med mere, det har givet sig selv for mit vedkommende, jeg kan stadig en masse, men det går langsomt, og jeg bliver meget hurtig træt, men det jeg kan, gør jeg, i mit tempo.
    Mvh. Vibeke

    SvarSlet
  3. Anonym11:31 AM

    Jeg synes, det er meget smukt at læse om, hvordan du får det bedste ud af situationen, Vibeke! Selv om jeg ikke har leddegigt, kan jeg også mærke, hvordan det med alderen betyder mere og mere at tage den med ro.
    Tænk at I har haft en diner transportable, det lyder hæsblæsende.

    SvarSlet
  4. Madame, det var hæsblæsende, men jeg har jo altid været vild med at lave mad, og min mand var uddannet butiksslagter, så vi suplerede hinanden helt fantastisk, og oven i,- vi egnede os til at arbejde sammen, vi havde respekt for hinandens viden og evner, så vi klarede, at være sammen 24 timer i døgnet, også når vi havde drøntravlt.
    Mvh. Vibeke

    SvarSlet
  5. Anonym5:15 PM

    I har været et rigtig godt team! Men det må være svært, at du har mistet din mand ...

    SvarSlet
  6. Det har været hård, d.22 febr. er det et år siden, at han blev kørt ned på sin cykel på vej hjem fra arbejde, han var død meget hurtigt, - det har været et hård år, men jeg har fået al den støtte man kan drømme om fra min famile, ja det får jeg stadig.
    Mvh. Vibeke

    SvarSlet
  7. Det lyder frygtelig hårdt, Vibeke, men hvor er det dog dejligt, at du har en fin støtte i din familie!

    SvarSlet

Du er velkommen til at kommentere mine indlæg, det er hyggeligt med lidt respons!